HH-lokalhistorie
    
§ Artikler
§ Kort
§ Vejviser

© Ulla Bech    

  Artikeloversigt  -  Nyeste artikel  
 

Finland-Danmark og retur - To finnedrenges ophold i Danmark under krigen i årene 1942-43

Om artiklen:
Artiklen er skrevet af Ulla Bech til årsskriftet 2011 fra Egnshistorisk Forening i Gundsø. Historien er skrevet på baggrund af breve og interviews med Toivo og Taisto Vuollet.
Nedenstående afsnit er kun et uddrag af artiklen. 
 

Med tog til Danmark.

”Han blev kun 19 år gammel, Voitto, vores ældste bror. Han blev dræbt under et angreb i den finske del af Karelen i et opgør mellem den nationale finske hær og Den Røde Hær på sovjettisk side. Et umådelig smerteligt tab for vores far og mor og helt uforståeligt for os mindre søskende, at Voitto nu var død og aldrig mere ville komme hjem. Denne tragiske hændelse gav imidlertid adgangsbillet tur-retur Danmark for mig og min bror Taisto, så vi for en tid slap for flere af krigens rædsler og farer i Finland. Formålet med rejsen forstod min bror på 10 år nok bedre end jeg, der var 3 år yngre. Jeg rejste af sted ret uforfærdet til det fredelige Danmark, som Mor havde berettet om.”
 

Foto: fra finnebarn.dk

Toivo fortæller videre:

”Den Finske stat havde iværksat et omsorgsprojekt til beskyttelse af flere tusinde finske børn, som på grund af krigen med Sovjetunionen var i meget vanskelige kår. Det var primært familier med mange børn, hvor en far var indkaldt i krigen, eller hvor familiemedlemmer var omkommet. Blev familien udvalgt, fik man økonomisk støtte til at forberede en rejse for et eller flere børn til et andet nordisk land, hvor de kunne komme i sikkerhed og tryghed for en periode.

Forældrene fik besked på at forberede rejsen på statens regning. Selve rejsens praktiske afvikling blev håndteret af ’General Mannerheims Barnskyddsförbund’.

 


Vi var en søskendeflok på oprindeligt 9 børn, nu 8, som min mor med et dårligt helbred skulle sørge for under meget vanskelige forhold med mangel på varme, tøj og madvarer og under fare for russiske luftangreb, som var virkeligheden i store dele af Finland på denne tid. Min mor fik valget mellem at sende børn til Sverige eller Danmark, og hun valgte det sidste. Rejsen skulle forgå med tog gennem Sverige. Sørejser ned gennem danske farvande ansås på dette tidspunkt ikke for sikre.  

Toget, som jeg og Taisto blev sat i, var stuvende fuldt af børn til begge destinationer. Da toget kørte fra stationen var mange børn bange og græd efter afskeden med deres familier og på grund af usikkerheden om, hvad der ventede dem forude. Under tilbagelægningen af de hundredvis af kilometer, som vi skulle gennem for at nå vores mål, nåede roen dog at sænke sig over børnene, som medrejsende finske lotter gjorde deres bedste for at berolige og trøste. Jeg var glad for, at jeg havde Taisto; for ham må det have været meget hårdt at skulle bære ansvaret for mig på sine unge spinkle skuldre.

Gennem Sverige blev flere vogne sat af togstammen, efterhånden som børn blev sat af ved deres bestemmelsessted. Snart var vi bare et par hundrede børn med kurs det sidste stykke mod Danmark. Vi kunne så småt begynde at gøre os tanker om vores egen skæbne i det fremmede, og før end vi vidste af det, var vi så ved endestationens perron. Mange mennesker var mødt op på Roskilde Station for at modtage de finske børn. Nu stod vi midt i postyret og ventede på at blive fordelt til de forskellige danske værtsfamilier."

 
Finnebarn på Engvanggaard

Taisto fortæller: "På stationen var det ind-kvarteringschef fra Finlandshjælpen, Katrine Kjær, samt en formodentlig finsk født lotte, Aino Tigerstedt, der modtog os. Der stod vi så med vores små lapper papir om halsen med vores numre, navne og adresser, der identificerede os og vore kommende værter, Taisto med nr. 3281 og Toivo med nr. 3282.  


(Foto af ID-kort: internetside ’Krigsbarn’).
 

Jeg skulle bo hos en gårdejer Marius Sørensen, og hans familie. Det var en god familie at havne i. Og lige i nærheden af denne familie boede Laila Rud, en finsk dame, som var gift med Karl og havde sin søsters børn hos sig. Hun virkede som tolk af og til, så sprogproblemerne blev til at overkomme.  

Min plejefar Marius bemærkede som det første ved ankomsten, at jeg var meget mager, men det fik hans hustru Anna heldigvis snart gjort noget ved under mit ophold hos dem. Der er ikke noget som god mad og kærlig omsorg, som kan bringe en dreng hurtigt på fode. Deres sønner, Hans og Poul, blev som mine små brødre. Den mindste søn, Ole, fødtes først efter krigen, men også han blev som familie ved de mange gensyn i årene efter.

Jeg var havnet ’på landet’, og det var et miljø, jeg kendte hjemme fra Hyvinge, så jeg nød at være ved heste, køer, grise, høns m.m. I Hvedstrup og Herringløse, som lå i kort afstand fra gården, fandtes flere købmandsbutikker. Dertil fik jeg ofte ærinde, hvis vi lige stod og manglede et eller andet. Det foregik til fods. Jeg gik også op til landsbyskolen. Det skete via en lille markvej til Herringløse  (Bøllemosevej) – først fulgt af Anna, siden på egen hånd.  

Bedst befandt jeg mig, når jeg var på gården blandt folkene, der arbejdede der, eller sammen med Marius, når han satte mig ind i alt det forskellige arbejde, der skal udføres på sådan en stor gård. Det var arbejde, jeg kunne lide, og jeg trivedes derfor godt.”

Hans Sørensen, en af sønnerne fra Engvanggaard, supplerer:

”Da Taisto kom til Danmark i 1942, var han knap 10 år gammel.  En noget tynd dreng at se på; begge hans håndled kunne være mellem Fars tommel og pegefinger, når han samlede fingerspidserne. Taisto kom som barn til at være her ad to omgange; først i 14 måneder, så hjemme i Finland et halvt år, og så igen på Engvanggård nogle måneder.

I begyndelsen kunne han kun tale finsk, men vi børn fandt hurtigt ud af at pege og bruge fagter, og ligesom vi sagde tingenes navne til ham på dansk, gav han også os små lektioner i finsk, når vi spurgte, hvad det hed. Men finsk var svært at lære! Lærer Hansen, som underviste Taisto i Herringløse skole, kaldte det halv-russisk. Det var jo nok ikke lige en karakteristik, en finne brød sig om at høre.   Far havde sørget for, at han kom i skole, så han ikke skulle gå rundt derhjemme alene og kede sig, når vi andre tog af sted. Desuden vidste vi jo ikke, hvor længe han fik lov at blive i landet. Udbyttet af undervisningen har nok ikke været så stort i starten på grund af sprogproblemerne, men det var godt for ham at få nogle kammerater på hans egen alder, hvilket lykkedes i så høj en grad, at når der kom børn på besøg på Engvanggård, var det som oftest Taisto, der blev spurgt efter. Hans lillebror tog vi op til på Korskærgård og legede med på søndagene. Taisto hjalp til på gården, ligesom vi andre, og kom godt ind i tingene.  Han og Far fungerede rigtig fint sammen. Dette var sikkert også grunden til, at vi fik glæde af ham som karl på gården år senere.”

 


I årsskriftet fra Egnshistorisk Forening i Gundsø kan du læse hele artiklen på ialt 10 sider.
 
Årsskriftet kan købes gennem Egnshistorisk Forening i Gundsø og på Roskilde Museum - Fjordcenter Jyllinge.
 

 

 

 

 

 

 
Tip:

Vil du vide mere om finnebørn i Danmark, kan du f.eks. læse:
Marianne Clément Larsen & Jesper Boysen:
Finnebørn – et stykke Danmarkshistorie.
Foreningen Norden 1999.

 

 

      Forside  -  Kontakt  -  Nyt  -  Søg i index  -  Links  -  Om siden  -  Til top