HH-lokalhistorie
    
§ Artikler
§ Kort
§ Vejviser

© Ulla Bech    

  Artikeloversigt  -  Nyeste artikel  
 

I blå kjortel og gevær

- en menig infanterists aftjening af våbenøvelsen som optakt til skæbneåret 1864, hvor han deltager i krigen ved Dybbølstillingen.

Om artiklen:
Artiklen er skrevet af Ulla Bech til årsskriftet 2012 fra Egnshistorisk Forening i Gundsø. Historien er baseret på dagbogsnotater af Ole Pedersen, skomager i Slæggerup og Herringløse, samt oplysninger om krigen i 1864 fra diverse litterære kilder.
Nedenstående forkortede afsnit er kun et uddrag af artiklen i årsskriftet.

 

Våbenøvelsen

Den unge rekrut, Ole, er i 1853 om bord på et sejlskib med endemål i Flensborg. Han er på vej til at aftjene sin værnepligt i det sønderjyske i den 16 måneder lange våbenøvelse til soldat. På samme skib befinder sig halvandet hundrede andre unge rekrutter, der skal til Hertugdømmet Slesvig.

I København lige før afrejsen er stemningen nærmest munter med afsyngelse af sange og hurraråb, men så afsejler de, og snart indfinder stilheden sig. Ole har god tid til at lade tankerne flyve. Sejlturen foregår i et roligt tempo; de bæres af sted med vinden. Indtil næste dags morgen er de stadig ikke fri af den sjællandske kyst. De sejler inden om Falster og Lolland. Så melder tågen sig og hyller skibet ind. Han lægger sig på dækket og forsøger at få sig lidt søvn. Det har regnet og er ’dygtig koldt’, og nu føler han sig ene og forladt. Han beder til Gud, om han vil tage sig af dem derhjemme. Ole har efterladt et par forældre i barndomshjemmet på Slæggerup Mark, som ikke er ved det bedste helbred. Han har også efterladt en kæreste. 16 måneder er lang tid at skulle være væk.

Vejret klarer op, da de nærmer sig Svendborg, og han kan beundre det smukke fynske kystlandskab. Så går turen ud over åbent vand, og de får snart øje på ’det angelsaksiske’ på den sydlige side af vandet. De når omsider Flensborg havn. Der er mange nysgerrige, der er strømmet ned til havnen. De unge mænd på skibet udråber flere hurra’er for Flensborgs borgere og for Danmarks uafhængighed – men råbene besvares ikke af nogen på land...

Efter en overnatning i byen skal rekrutterne selv finde vej til fods på turen til Husum, hvor deres uddannelse til soldat skal foregå. De er 11 mand, der følges ad, og da det bliver temmelig varmt op ad dagen, beslutter de at skillinge sammen til en vogn, der kan transportere dem. Vel fremme ved bestemmelsesstedet om eftermiddagen, bliver de straks inddelt i kompagnier, får deres lønninger, noget brød og deres mundering. Derefter bliver de indkvarteret privat i byen; Ole hos en gæstgiver sammen med 3 andre.

Tiende regiment i Ulkebøl præstegårds have

10. Regiment i Ulkebøl præstegårds have.
 

De næste uger begynder rekrutterne at eksercere med gevær, at præsenteres på eet geled, og snart kan de præsenteres på to geledder og begynde at marchere, øve ’bajonetfægtning’ og ’spredt fægtning’...

”Den 3. august blev jeg ’omkvarteret’, hvilket jeg er velfornøjet med, da værten og hans familie er venlige imod mig, og værten tillige kan tale dansk. Jeg er også, siden jeg kom hertil, begyndt at arbejde noget med mit håndværk, men fortjenesten er til at overse, da vi kun har lidt fritid, og det tog sin tid, inden jeg fik det fornødne værktøj. Der er ingen, der handler med læster, således som i København, hvorfor jeg måtte henvende mig til skomageren, der også viste sig at lade sig betale godt. Jeg havde også gerne ønsket at komme til at arbejde for en skomager her i byen, men det sker vist ikke, da der i almindelighed er for meget tysksindethed til, at man kan regne med nogen beredvillighed fra deres side.”

Fra september træner soldaterne felttjeneste på heden. De har læsning et par gange om dagen, når de ikke laver gymnastik eller eksercerer. Det er blevet noget strengere, efter der har været noget ’uorden’ med slagsmål med civile. Kaptajnen har lovet, at han nok skal få det kåde pillet af dem. Der har ikke været meget fritid, og Ole har måttet opgive håndværket, da han i sit nye logi heller ikke har varme på værelset og derfor fryser og har fået gigt i hænderne. I december er det så koldt, at gymnastikken næsten er opgivet. Der er ikke mange adspredelser, men det hænder, at Ole samles med et par gode venner til ’passiar’ over noget smørrebrød og en ’pægel’, og snakken går om det, man har forladt derhjemme. Han har ikke fået brev hjemmefra i lang tid, og han er bekymret for, om noget ilde skulle være tilstødt dem...  

”Heller ikke nu i februar sker der nogen forandring. Ingen adspredelser. Men nu er man jo så vant til det og håber bare, at det får en ende. Her tales nu meget om, at vi kan stå i fare for at blive indviklet i en hel europæisk krig, men Gud styrer det vel til det bedre…    Jeg er sammen med flere andre i vores kompagni begyndt at holde ’Berlingske Tidende’. Mest af interesse for at høre om krigen mellem Russen og Tyrken. Der har gået så mange rygter om, at krigen muligt ville nå os, men Gud ske lov, for øjeblikket tror jeg ikke, at de kommer.”

I starten af maj skal kompagniet til Tønning. Der er en 5 timers march til byen, hvor de skal opholde sig en lille måneds tid. Tønning er en lille ’net’ by med en god havn og en levende søhandel. Det værste ’savn’ for byen er mangelen på rent drikkevand. Derfor bliver rekrutterne dagligt leveret en hel pot øl hver. Den 21. maj er hans 24 års fødselsdag, som spænder af som de fleste andre dage. Blandt hans ønsker for det kommende år er - fred.

De har af deres kommandant, løjtnant von Hammerich, fået lov til skiftevis 6 mand dagligt at blive fritaget fra tjeneste, så de kan tjene lidt ved f.eks. at binde faskiner. En dag tjener Ole således hele 4 Schl. ved det kongelige pakhus. Det lykkes ham også at få lidt arbejde hos en lokal skomager.

En af de sidste dage i Tønning bliver på flere måder ekstra dramatisk:  

”Den 24. hvor jeg var på vagt, foregik både en ubehagelig, en sørgelig og en glædelig ting. Først på aftenen blev en mand og en kone arresteret af skildvagten ved brøndstuen i anledning af at have udskældt ham, fordi han havde skudt konens søn omkuld, da han ikke med det samme ville gå væk. Om morgenen efter Kristi Himmelfartsdag blev en tømrermester ved et uheldsvangert tilfælde slået ihjel, og samme dag faldt en dreng i kanalen bag vagten, og havde der ingen været, der kunne svømme, var han også druknet. At han faldt i vandet, kan ikke kaldes glædeligt, men glædeligt var det jo, at han blev reddet.” 

I slutningen af maj drager kompagniet tilbage til Husum. Det første år af våbenøvelsen er gået. Der er ikke megen afveksling de næste tre måneder, men tiden går med eksercits, skiveskydning og gymnastik. De nye rekrutter ankommer og skal snart afløse de gamle. Der bliver mere fritid. Endelig den 10. september om morgenen må de stille på torvet i Husum med henblik på afmarch til Slesvig. Hele brigaden skal samles og lave fælles øvelser. Der opsættes en større ’krigsforestilling’ i omegnen af Slesvig, hvori man skiftes til at lege fjenden. Man marcherer i timevis, man kæmper i regn og søle, og man kommer sent hjem til basen. Der er ikke tid til at se Slesvig by. Men det kan måske også være det samme. Man er ikke venligt stemt over for det danske der i byen: 

”Den tyske ånd er deres tilbedte Genius. Alt hvad dansk er, hader de. Ikke engang den danske nationalsang kan de tåle at høre, og de skammer dem ikke ved at vise deres sindelag ved f.eks. at stikke fingrene i ørene, når ’Den tapre landsoldat’ bliver spillet.”

Den 22. september kl. 10 stiller kompagniet til appel. På dette tidspunkt ved de ikke, at de skal hjemsendes. Om eftermiddagen får de deres munderingspenge og marchpenge udbetalt, og om aftenen afleverer de deres udstyr. Våbenøvelsen er slut. Dagen efter står de i civilt og tager afsked med deres Oberst. Endelig! Nu bliver det godt at komme hjem. Ole afrejser samme dag med ugevognen til Flensborg og venter her til den 25., hvor der afgår dampskib mod hovedstaden.

”Her blev jeg den nat og efterfølgende dag for at se til mine bekendte og slægtninge. Så blev jeg endelig færdig til at tage på jernbanen den 27. til mit fødehjem, og vel var det mig en glæde at gense mit kære hjem men lige så sørgmodigt at finde mine forældre i samme sygdomstilstand, som har været deres kors så mange år.  Nu beder jeg bare til Gud om, at jeg ikke skal komme til at bære den blå kjortel og gevær igen.”

...
 

Skæbneåret

Efter at have aftjent sin værnepligt tager han hjem til Slæggerup hos familien og genoptager sit arbejde som skomager i faderens værksted. Men vi ved jo godt, at Ole ikke får sit ønske om fred opfyldt. 10 år efter bryder krigen ud, og Ole indkaldes.

Om hans deltagelse i krigens rædsler kan du læse i anden del af artiklen.

...

Læs mere af historien her:

I årsskriftet 2012 fra Egnshistorisk Forening i Gundsø kan du læse hele artiklen. Årsskriftet kan købes gennem Egnshistorisk Forening i Gundsø.

til top
 

 

 

 
Tip:

Vil du høre sangen om krigens gru i 1864, så lyt til Lars Lilholt på Youtube:

'Danmarks Killing fields'

(du kan søge den frem via Google eller trykke på linket herover)

...

Om skomager Ole Pedersen:

På mirakuløs vis overlever Ole krigen i 1864. Da han kommer hjem, genforenes han med sin kæreste, de bliver straks gift og bosætter sig i Herringløse. Her får Ole skøde på et lille hus, som er sammenbygget med huset på Herringløse Bygade 21. Du kan finde ham i en folketælling i 1870 på matrikel nr. 44b.
 

      Forside  -  Kontakt  -  Nyt  -  Søg i index  -  Links  -  Om siden  -  Til top