Martha Hansigne Jensen fortæller
 

Martha Hansigne Jensen har boet hele sit liv i Herringløse. Her fortæller hun om landsbyen og livet her, som det udspillede sig for et barn og ungt menneske i starten af 1900-tallet. Martha er født på Herringløse Bygade 34.

Mit liv

Jeg er født den 3. januar 1895 i Herringløse som den yngste ud af ni og har bortset fra et enkelt år hos min søster i Aagerup boet hele mit liv her i byen. Min far hed Anders Hansen, han var født i Hvedstrup. Min mor var 44 år, da jeg blev født, og far var nok 50 år. Mor hed Ane Hansen og var fra Aagerup. Jeg kan dunkelt huske min mormor, for hun var syg og gik i flere år hos min mor, men den gang blev der ikke gjort noget for ældre mennesker; de kunne bare ligge og dø.

Til vores hus var 1000 m2 have, og mor solgte tidlige kartofler til 5 øre pundet. Der var også nogle gamle æbletræer, og mine forældre havde også et stykke jord på den anden side af vejen - det var gadejord, som far gav 2 kr. om året i leje for, så måtte de dyrke det, som de ville.

Jeg gik i den gamle skole hos lærer Dyssel. Om vinteren 4 dage, om sommeren 2 dage om ugen, men vi var ikke ret mange. Han var en god lærer, man lærte at regne og skrive, lidt danmarkshistorie og geografi - det nødvendigste, men han var streng og slem til at slå. Man fik nogen over benene, hvis man var oppe ved tavlen og ikke kunne finde stederne. Jeg løb hjem til frokost og kl. 3 slap vi fri.

    
Herringløse Bygade 34.

Min far gik på arbejde hver dag men var slidt op og blev kun 63 år. Han gik oppe på Skjolmosegården, hvor gårdejeren hed Peter Jensen og hans kone hed kristine. Deres søn Martin fik gården men kunne ikke klare sig. Og så blev det Jacobsen.

Børnene måtte hjælpe til, jeg tjente hos Oluf Olsen, og før ham hans far, Morten Olsen, og hans kone Kirstine. Det var en slægtsgaard. Gården hed ikke noget den gang, bare Morten Olsens gård, nu hedder den Herringløsegård... Jeg vaskede op, vaskede gulve, jeg var Lillepige, jeg gav også høns og jeg fik 25 kr for en sommer, og fik lov til at spise med, når jeg ikke var i skole. Alle mine søskende var ude, da jeg var 13 år - et par tjente i København.

Jeg blev konfirmeret i sort kjole, men der var 2 gårdmandsdøtre, der blev konfirmeret i hvide kjoler. Vi gik herfra, og fra Fløng gik de også til Hvedstrup - ingen havde cykler. Vi købte stof i Roskilde, vi kørte gerne med en bonde, der havde ærende til byen - ellers måtte vi gå. Jeg har gået til Viksø mange gange sammen med min mor, derfra tog vi toget til København for at se til mine ældre søskende...Man gik til skrædderen for at få syet nyt tøj. Der var også en, der hed Sofie Sykone, hun syede dametøj. Jeg fik også syet hos hende i mange år. Min mor gik altid med hue, ligesom de andre gamle koner i byen. Om natten en lettere hue. Også hende jeg tjente hos, gik altid med hue.

Jeg har mange gange været til fest i Gundsølille Forsamlingshus, til gymnastikopvisning og dilettant. Alle unge her tog til Gundsølille til fest. Da jeg var blevet konfirmeret, kom jeg op til min søster i Aagerup. Hun var gift med sadelmager Knudsen. Hun havde 2 små børn og havde tuberkulose. Hun blev kun 38 år gammel. Derefter kom jeg så ned på det gamle mejeri i  1 ½ år hos Mejeribestyrer Stæhr. Da han døde, blev mejeriet nedlagt.

Hos Lars Jensen fik jeg til at begynde med 16-17 kr. om måneden. Jeg var også med at malke de første år. Vi kørte 3 gange om dagen ud til gravene i Østrup for at malke: kl. 4 om morgenen, kl. 10 om formiddagen og igen kl. 4 om eftermiddagen - der gik en 20 køer derude. Den jord solgte han senere til en gårdejer i Østrup. Der boede en kone Kirsten Rasmussen ude i mo-sen, hun hjalp til med malkningen, køerne stod tøjrede. Vi 2 piger kørte selv med en hest og mælkevogn, men ih, hvor var vi kede af den køretur flere gange om dagen. Der var ikke elektricitet, medens jeg var der, så jeg skulle pudse alle lamperne og lygterne, og der var kun en flagermuslygte midt i stalden, så der var altid halvmørkt. Der var en ældre mand, der passede kø-erne, men han malkede ikke. Vestertoft havde sit navn, da jeg gik deroppe. Der var jeg fra jeg var 16 til jeg blev 23 år. Jeg var der, til jeg blev gift.

Jeg lærte min mand, Adolf Jensen, at kende her i byen. Vi var gift i 48 år. Han var arbejdsmand og skar tørv, men blev ked af dét, og så begyndte han at køre fragt. Min søn Verner fortsatte forretningen, men til sidst var der ingen forretning i det. De kørte mælk, brændsel og mask før i tiden. Men folk solgte køerne, og varene til Købmanden kom firmaerne selv ud med. Min bror, Alfred Hansen, kørte også i nogle år, Han hentede æg hos folk og også fjerkræ, som han slagtede hjemme og solgte i Køben-havn. Han kørte derind i hestevogn.

Herringløse er ikke vokset meget i min tid. Jeg har altid været her. Jeg var engang i Helsingborg sammen med skolebørnene. Jeg har aldrig været i Jylland. Jeg har mit fjernsyn, og der ser jeg meget. Det ville jeg nødigt undvære. Min søn kommer med købmandsvarer. Han kommer her hver dag. Han arbejder på tømrerværkstedet. Det er snart ingenting - de er kun 3 arbejds-mænd tilbage. Mine børn er flinke til at komme her, også min svigerdatter, men hun arbejder på de gamles hjem i Aagerup.
Min yngste datter bor i Roskilde, hun kommer hveranden søndag.

Jeg har ikke haft meget sygdom - kun gigt. Jeg får maden fra Kommunen. Der er dejligt nemt. 2 retter hver dag. Jeg giver 10 kr. pr. dag.

Du kan læse lidt mere i den oprindelige artikel fra Engshistorisk Nyt 2000-2, som var på 3 ½ side.

til top