|
Da jeg blev født i august 1915, var
første verdenskrig i fuld gang. Mine forældre var da
flyttet til herregården Mineslund ved Kalundborg. På
grund af krigen var alle tyskere i udlandet gennem
opråb blevet opfordret til at komme hjem og kæmpe
for fædrelandet, men Far havde ikke lyst at melde
sig, nu havde han jo også familie her. På et
tidspunkt kom der direkte bud, men han lod som
ingenting, og alt gik godt. Far havde jo ikke dansk
indfødsret; dengang skulle man være i Danmark i 12
år og ens vandel skulle være upåklagelig, før man
fik den. Som tysker skulle Far en gang årligt til
København på det tyske konsulat for at forny sin
opholdstilladelse. Det var ingen spøg, de var meget
brøsige, men Far havde en hel fridag og gik gerne på
museum resten af dagen. At være røgter dengang var
ellers det mest bundne arbejde, man kunne tænke sig.
Man skulle op kl. 3.30 hver dag og var hjemme kl.
18.00 – 18.30. Der var aldrig en søndag fri - år ud
og år ind. Hvis man skulle til en stor familiefest,
måtte man selv skaffe og betale en afløser, og dette
var næsten umuligt. Far og Mor havde deres første
ferie i 1934 - det år jeg blev gift.
Mineslund herregård lå på landtangen
Asnæs med vand på tre sider. Helt ude på odden boede
fiskerne, og når det stormede med pålandsvind, gik
vandet højt op i deres huse. Så måtte de evakueres.
Vi boede nær skoven, og vores hønsegård lå næsten
inde i den, så hønsene fløj op i træerne og satte
sig ved siden af fasanerne. Mineslund var en
forpagtergård under godset Lerchenborg. Grevinden
derfra og fru Cass fra Mineslund var med til at
hjælpe folk under den spanske syge. Næsten alle lå,
da den var meget smitsom. Far, Mor, Karen, Mormor og
jeg var alle syge. Far og jeg temmeligt meget, har
jeg fået fortalt. Der døde flere af den spanske
syge, end under hele første verdenskrig. Man havde
jo ikke antibiotika.
Barndom og skolegang
Min mormor boede hos os. Det var ikke
altid lige godt; vi var 5 børn og havde ikke for
megen plads. Vi flyttede i 1922 til herregården
Åstrup, mellem Holbæk og Roskilde, og her begyndte
min skolegang. Mormor gik med første dag, da jeg
skulle meldes ind. Der var 3 km at gå, og en del af
vejen gik gennem skov. Det var om foråret, og solen
skinnede, og det vrimlede med hvide anemoner imellem
træerne. Havde jeg ikke været beklemt ved tanken om
skolen, havde det været en dejlig tur. Jeg har altid
været meget glad for naturen, og på sådan en
skolevej oplevede vi utrolig mange ting.
Da min søster og jeg begyndte i
skolen i Vester Saaby, var den gamle lærer
Skjoldager lige død, og der var vikar i flere
måneder. Men så kom lærer Steensgård. Han var jyde
og havde gået i latinskole. En stor tyk mand med en
stor sort hårmanke. Han var meget imponerende men
venlig. Han krævede respekt, men slog aldrig, hvad
der tit forekom i skolerne på den tid. Det første,
han gjorde, var at kassere tavlerne og indføre
skrivehæfter. Vi fik nye geografibøger og atlas og
verdenshistoriebøger, noget som slet ikke fandtes i
landsbyskolerne på den tid. Kirkehistorie skrev
læreren op på tavlen, og vi skrev det ned i
kladdehæfter og lærte det på den måde. Han ville
gerne undervise i engelsk og tysk, men det blev så
efter normal skoletid, så det var kun få, der boede
i nærheden af skolen, der kom til det. Pigerne havde
håndarbejde en gang ugentlig også efter skoletid. En
Frk. Skjoldager, datter af den forrige lærer,
underviste i syning og strikning. Drengene havde
intet fag, men mange af dem havde plads hos bønderne
og skulle arbejde, så snart de kom fra skolen. Det
kneb derfor for dem at læse lektier hjemme, da de
var trætte om aftenen, og de fleste forældre var
arbejdsfolk, som gik tidligt til ro. Men vores lærer
var meget forstående overfor dette problem.
Vi gik i skole hver anden dag, og de
dage vi var hjemme, hjalp vi til på Fars arbejde.
Dengang stod køerne tøjret i lange rækker og skulle
flyttes og vandes flere gange dagligt. Vi børn sad
på vandvognen og kørte frem, så Far kunne trække
karrene til og fylde dem. Der var to køer om et kar.
Om vinteren kunne vi kælke. Dertil var det et
dejligt bakket terræn. Når det var koldt, gik vi i
kostalden. Vi skrællede en kålrabi og gnavede af
den. Det smagte godt. Vi havde da også pligter
hjemme såsom at være barnepige, vaske op, muge
hønsehus, vaske gang og WC og andre forskellige
ting. Om efteråret sankede vi aks. Når markerne var
høstede, var der altid nogle aks hist og her, som vi
kunne samle. Vi klippede stråene fra og puttede
kornet i en lille sæk, som vi havde på maven. Vi
fulgtes i en række og gennemgik et markstykke på den
måde og fik samlet en del hønsefoder. Vi plukkede
også hyldebær til saft til kolde vinterdage.
Jeg mindes om efteråret, når jagten
gik ind, at mine to brødre Fritz og Sigurd var med
som klappere. Det var en kold omgang. Første gang
Sigurd var med, var han kun 9 år. Det var meget
koldt, og mor var betænkelig, men Sigurd ville
gerne, da det var en spændende dag, og man tjente
også en lille skilling. Da han kom hjem om aftenen,
måtte han i bad og tøs op. Jeg mindes også engang,
min bror Fritz skulle køre vandvognen frem for Far,
og hestene fik trukket ham ned, så et af forhjulene
gik over hans bækkenparti. Det var frygteligt!
Hjulene havde jo jernringe dengang. Han kom ikke på
sygehuset, hvad der kan undre en i dag, men lå meget
længe i sengen. Han kom sig dog helt over ulykken.
Der blev set lidt skævt til Far og
andre tyskere i Danmark under første verdenskrig,
men han blev efterhånden afholdt, da de lærte ham at
kende. Far var en meget vidende mand på mange
områder. Han var meget læsende og havde mange
interesser. Han havde jo rejst en del og kunne
fortælle mange ting. Han malede og tegnede som
hobby. Han anskaffede sig et hæfte og begyndte at
lære sig selv dansk, med øvelser som når et
skolebarn begynder. Jeg har tit som voksen beundret
hans retskrivning. Ved juletid var det altid Far,
der skrev julekort. Da vi flyttede til Åstrup, blev
der udvekslet mange hilsener mellem beboerne på
Asnæs og os. Han holdt faktisk meget af at skrive,
og han skrev lange breve til sin familie i Tyskland.
Mine farforældre og en onkel, der var blevet invalid
under krigen, var hos os i 3 måneder i vinteren
1923-24.
Far var også en tur til sit
barndomshjem i tyverne. Farfar var blevet
sengeliggende og syg, og Far ville besøge dem, mens
hans far endnu levede. Han fik rejsen arrangeret,
selvom det var farligt at rejse derned. Der var
revolution og skyderi i gaderne. Men alt gik godt,
og Far kom hjem igen. Så vidt jeg husker, var det i
1925-26.
Vi boede jo på landet, hvor der kun
skete det daglige. Der var ingen radio dengang, men
vi læste mange bøger, idet skolen havde udlån. Julen
var en spændende tid for os børn. Til jul var vores
skolestue pyntet med gran og julepynt den sidste
uge, og den sidste dag før jul måtte vi tage vores
små søskende med. Vi fik appelsin og godter, og der
blev læst julefortællinger. Til fastelavn blev der
holdt skolebal; lærer Steensgård spillede violin, og
en karl fra en af gårdene harmonika, og så blev der
danset meget. Vi kom holdvis ind i ’privaten’ og fik
kaffe og kage. Dette sørgede fru Steensgård for. Vi
skulle hver især have en kage med, og
gårdmandsbørnene tillige fløde. Vi måtte gerne klæde
os ud, så det var der en del, der gjorde. Jeg mindes
et år, det var blevet snestorm, da vi skulle hjem.
Det var en streng tur; det røg og føg, og vi børn,
der skulle samme vej, holdt hinanden i hænderne for
ikke at blive væk. Det var tillige buldermørkt. Da
vi kom hjem, blev vi tøet op og kom i vores
forældres varme senge.
Til jul bagte Mor mange småkager:
Jødekager, vaniljekranse, brunkager, klejner samt
pebernødder. Der skulle mange til, da vi fik, hvad
vi kunne spise. Juleaften fik vi flæske- eller
ribbensteg og bagt æblekage. Alt dette fik hun tid
til efter sit arbejde. Mor malkede to gange om dagen
20-22 køer med håndkraft, det tog et par timer hver
gang.
Juletræet var pyntet med net klippet
af silkepapir, kræmmerhuse, æbler og appelsiner. Man
kunne købe sukkerfigurer med påklistret
glansbillede, som blev hængt på træet. Senere fik vi
appelsiner, figner og nødder. Far knækkede nødderne
og fordelte til os alle. Han elskede dem selv, så
der røg en ned ind imellem. Senere fik vi kaffe og
kager. Af gaver fik vi hver to, en fra mormor og en
fra vore forældre. Vi gik rundt om træet og sang
alle de gamle salmer, vi havde lært i skolen, Far
sang meget smukt, Mor meget dårligt. Vi børn
slægtede nok mor på. Far sang ’Stille Nacht’ på
tysk. Jeg mindes ham, når jeg hører den i radioen i
julen. Far der ellers var meget udadvendt blev
stille om julen. Mor fortalte os børn, at han tænkte
meget på sin familie i Tyskland. Han kom fra Zwickau
i Sachsen, senere Østtyskland. Familien var blevet
meget fattige efter 1. Verdenskrig og udmagrede af
mangel på føde. Vi sendte pakker med rugbrød og
forskelligt derned, også penge.
Vi klarede os godt, da vi boede på
landet og havde en stor have med mange grønsager. En
gang om ugen fik vi ’søbemad’; grøn- og
hvidkålssuppe, sulevælling, og suppe, og der var en
masse grønsager i. Vi var jo otte mennesker til
bords dagligt. Vi fik al den mælk, vi havde brug
for, og vi havde også høns og æg. Det var værre i
byerne hvor der var arbejdsløshed og fattigdom. Om
vinteren fik vi kørt et stort læs kvas og et læs
kævler hjem. Når dagene længes, stod vore forældre
og savede brænde hver aften. Vi store børn huggede
kvas om dagen, når vi havde tid. Det blev stablet og
stod og tørrede hele sommeren, kom ind om efteråret,
og så havde vi brændsel hele vinteren.
Vi kom ud at tjene, når vi var
konfirmeret, inden da var jeg barnepige hos
inspektør Funder, der boede i en fløj af Åstrup
slot. Det var et lille slot, som kongen havde givet
sin veninde grevinde Dannemand. Alle havde lov at gå
i parken, hvis de holdt sig til havegangene. Der var
en lang kastaniealle, som mundede ud i dyrehaven, og
alt var dengang meget velholdt. Jeg har været der på
mine gamle dage, hvor der så rædsomt ud. Alt er
groet til, og kastaniealleen var livsfarlig at gå igennem, og voldgravene helt udtørrede. I mange år har
slottet været kloster for ugifte officersdøtre og
adelige damer. Der var ikke råd til at vedligeholde
det, siges der.
Dengang fiskede vi i åen, samlede
nødder i skoven og rendte rundt på gården. Inge,
forpagterens datter,
skulle fodre høns, ænder og gæs. En vintersøndag kom
hun og hentede os. Der var en andedam, som var ret
dyb, og den var tilfrosset, men der blev slået hul
til ænder og gæs. Inger sagde, at isen kunne bære,
så hun ville trække os på en kælk. Men vi var for
tunge og gik gennem isen. Vi gik i kostalden og blev
tørret. Et under, at vi ikke blev syge, for vi var
bange for at gå hjem og fortælle, hvor dumme vi
havde været.
Emma
og Karl 1963
Hermed slutter Annas
barndomserindringer. Barndommen sluttede jo, når man
kom ud at tjene omkring konfirmationen.
Hendes far, Karl, arbejdede senere som tækkemand
og som skovarbejder i Bjergskoven omkring Vester
Såby. Han arbejdede i skoven, til han var 72 år.
Han døde knap 95 år gammel.
Artiklen er
baseret på Annas nedskrevne erindringer om barndommen med tilføjelser fra
hendes
søn, Kurt Kobæk Larsen, og hendes niece Silvana Adam, og den
kan læses i Egnshistorisk Nyt
2012-2 fra Egnshistorisk Forening i Gundsø.
|
