HH-lokalhistorie
    
§ Artikler
§ Kort
§ Vejviser

© Ulla Bech    

  Artikeloversigt  -  Nyeste artikel  
 

Barn af en fremmed fugl

Redigeret af Ulla Bech. 
 
Om artiklen:
Historien er fortalt af Anna Margrethe Larsen, hvis mor
var tjenestepige på Engvanggården i Herringløse, da hun forelskede sig i en ung tysk mand, som arbejdede på herregården Catrinebjerg i Sengeløse. De to blev viet den 12. august 1913 af provst Elmquist i Hvedstrup kirke. Annas far var 27 år, og hendes mor 26, og deres første barn var på vej. Året efter startede en verdenskrig. 

 

Karl på valsen

Min far, Karl Otto Adam, var sydtysker fra provinsen Sachsen. Han havde rejst lidt omkring. Han var uddannet former men havde også arbejdet i minerne og sejlet lidt ved Leningrad som kullemper.

Lige inden han kom til Danmark, havde han arbejdet som svejser hos en svejsemester i Kluvensiek i Slesvig-Holsten. På det tidspunkt var der mange, som arbejdede på Eideren med sluserne, og her var der brug for mange svejsere.

Han kom til Danmark ca. 1911 sammen med en tysk og en dansk kammerat - formodentlig bekendtskaber fra slusen. De gik jo på valsen, som det hed, og tog altså til Danmark for at søge arbejde. Til sidst var han så endt på herregården Catrinebjerg ved Sengeløse, hvor han fik arbejde i kostalden som kreaturpasser og malke-røgter.

Min mor, Emma Elisabeth Petersen, var datter af Karen Jørgensen og Niels Peter Petersen i Sengeløse. Morfar var teglværksarbejder og døde ung af tuberkulose. Mor var da kun 8 år gammel. Mormor, der ellers var uddannet mejerske, hvilket var en god uddannelse dengang, måtte ernære sine 4 børn ved malkning på Catrinebjerg. Dette arbejde var hårdt, da der jo ikke var malkemaskiner dengang, og der var rigtig mange kør, som skulle malkes med håndkraft.

          

Emma og Karl og vielsesattest fra Hvedstrup kirke, som er stemplet af  'Fremmedtilsynet' og Det danske Generalkonsulat i Berlin.


Da jeg blev født i august 1915, var første verdenskrig i fuld gang. Mine forældre var da flyttet til herregården Mineslund ved Kalundborg. På grund af krigen var alle tyskere i udlandet gennem opråb blevet opfordret til at komme hjem og kæmpe for fædrelandet, men Far havde ikke lyst at melde sig, nu havde han jo også familie her. På et tidspunkt kom der direkte bud, men han lod som ingenting, og alt gik godt. Far havde jo ikke dansk indfødsret; dengang skulle man være i Danmark i 12 år og ens vandel skulle være upåklagelig, før man fik den. Som tysker skulle Far en gang årligt til København på det tyske konsulat for at forny sin opholdstilladelse. Det var ingen spøg, de var meget brøsige, men Far havde en hel fridag og gik gerne på museum resten af dagen. At være røgter dengang var ellers det mest bundne arbejde, man kunne tænke sig. Man skulle op kl. 3.30 hver dag og var hjemme kl. 18.00 – 18.30. Der var aldrig en søndag fri - år ud og år ind. Hvis man skulle til en stor familiefest, måtte man selv skaffe og betale en afløser, og dette var næsten umuligt. Far og Mor havde deres første ferie i 1934 - det år jeg blev gift.

Mineslund herregård lå på landtangen Asnæs med vand på tre sider. Helt ude på odden boede fiskerne, og når det stormede med pålandsvind, gik vandet højt op i deres huse. Så måtte de evakueres. Vi boede nær skoven, og vores hønsegård lå næsten inde i den, så hønsene fløj op i træerne og satte sig ved siden af fasanerne. Mineslund var en forpagtergård under godset Lerchenborg. Grevinden derfra og fru Cass fra Mineslund var med til at hjælpe folk under den spanske syge. Næsten alle lå, da den var meget smitsom. Far, Mor, Karen, Mormor og jeg var alle syge. Far og jeg temmeligt meget, har jeg fået fortalt. Der døde flere af den spanske syge, end under hele første verdenskrig. Man havde jo ikke antibiotika.
 

Barndom og skolegang

Min mormor boede hos os. Det var ikke altid lige godt; vi var 5 børn og havde ikke for megen plads. Vi flyttede i 1922 til herregården Åstrup, mellem Holbæk og Roskilde, og her begyndte min skolegang. Mormor gik med første dag, da jeg skulle meldes ind. Der var 3 km at gå, og en del af vejen gik gennem skov. Det var om foråret, og solen skinnede, og det vrimlede med hvide anemoner imellem træerne. Havde jeg ikke været beklemt ved tanken om skolen, havde det været en dejlig tur. Jeg har altid været meget glad for naturen, og på sådan en skolevej oplevede vi utrolig mange ting.

Da min søster og jeg begyndte i skolen i Vester Saaby, var den gamle lærer Skjoldager lige død, og der var vikar i flere måneder. Men så kom lærer Steensgård. Han var jyde og havde gået i latinskole. En stor tyk mand med en stor sort hårmanke. Han var meget imponerende men venlig. Han krævede respekt, men slog aldrig, hvad der tit forekom i skolerne på den tid. Det første, han gjorde, var at kassere tavlerne og indføre skrivehæfter. Vi fik nye geografibøger og atlas og verdenshistoriebøger, noget som slet ikke fandtes i landsbyskolerne på den tid. Kirkehistorie skrev læreren op på tavlen, og vi skrev det ned i kladdehæfter og lærte det på den måde. Han ville gerne undervise i engelsk og tysk, men det blev så efter normal skoletid, så det var kun få, der boede i nærheden af skolen, der kom til det. Pigerne havde håndarbejde en gang ugentlig også efter skoletid. En Frk. Skjoldager, datter af den forrige lærer, underviste i syning og strikning. Drengene havde intet fag, men mange af dem havde plads hos bønderne og skulle arbejde, så snart de kom fra skolen. Det kneb derfor for dem at læse lektier hjemme, da de var trætte om aftenen, og de fleste forældre var arbejdsfolk, som gik tidligt til ro. Men vores lærer var meget forstående overfor dette problem.

Vi gik i skole hver anden dag, og de dage vi var hjemme, hjalp vi til på Fars arbejde. Dengang stod køerne tøjret i lange rækker og skulle flyttes og vandes flere gange dagligt. Vi børn sad på vandvognen og kørte frem, så Far kunne trække karrene til og fylde dem. Der var to køer om et kar. Om vinteren kunne vi kælke. Dertil var det et dejligt bakket terræn. Når det var koldt, gik vi i kostalden. Vi skrællede en kålrabi og gnavede af den. Det smagte godt. Vi havde da også pligter hjemme såsom at være barnepige, vaske op, muge hønsehus, vaske gang og WC og andre forskellige ting. Om efteråret sankede vi aks. Når markerne var høstede, var der altid nogle aks hist og her, som vi kunne samle. Vi klippede stråene fra og puttede kornet i en lille sæk, som vi havde på maven. Vi fulgtes i en række og gennemgik et markstykke på den måde og fik samlet en del hønsefoder. Vi plukkede også hyldebær til saft til kolde vinterdage.

Jeg mindes om efteråret, når jagten gik ind, at mine to brødre Fritz og Sigurd var med som klappere. Det var en kold omgang. Første gang Sigurd var med, var han kun 9 år. Det var meget koldt, og mor var betænkelig, men Sigurd ville gerne, da det var en spændende dag, og man tjente også en lille skilling. Da han kom hjem om aftenen, måtte han i bad og tøs op. Jeg mindes også engang, min bror Fritz skulle køre vandvognen frem for Far, og hestene fik trukket ham ned, så et af forhjulene gik over hans bækkenparti. Det var frygteligt! Hjulene havde jo jernringe dengang.  Han kom ikke på sygehuset, hvad der kan undre en i dag, men lå meget længe i sengen. Han kom sig dog helt over ulykken.

Der blev set lidt skævt til Far og andre tyskere i Danmark under første verdenskrig, men han blev efterhånden afholdt, da de lærte ham at kende. Far var en meget vidende mand på mange områder. Han var meget læsende og havde mange interesser. Han havde jo rejst en del og kunne fortælle mange ting. Han malede og tegnede som hobby. Han anskaffede sig et hæfte og begyndte at lære sig selv dansk, med øvelser som når et skolebarn begynder. Jeg har tit som voksen beundret hans retskrivning. Ved juletid var det altid Far, der skrev julekort. Da vi flyttede til Åstrup, blev der udvekslet mange hilsener mellem beboerne på Asnæs og os. Han holdt faktisk meget af at skrive, og han skrev lange breve til sin familie i Tyskland. Mine farforældre og en onkel, der var blevet invalid under krigen, var hos os i 3 måneder i vinteren 1923-24.

Far var også en tur til sit barndomshjem i tyverne. Farfar var blevet sengeliggende og syg, og Far ville besøge dem, mens hans far endnu levede. Han fik rejsen arrangeret, selvom det var farligt at rejse derned. Der var revolution og skyderi i gaderne. Men alt gik godt, og Far kom hjem igen. Så vidt jeg husker, var det i 1925-26.

Vi boede jo på landet, hvor der kun skete det daglige. Der var ingen radio dengang, men vi læste mange bøger, idet skolen havde udlån. Julen var en spændende tid for os børn. Til jul var vores skolestue pyntet med gran og julepynt den sidste uge, og den sidste dag før jul måtte vi tage vores små søskende med. Vi fik appelsin og godter, og der blev læst julefortællinger. Til fastelavn blev der holdt skolebal; lærer Steensgård spillede violin, og en karl fra en af gårdene harmonika, og så blev der danset meget. Vi kom holdvis ind i ’privaten’ og fik kaffe og kage. Dette sørgede fru Steensgård for. Vi skulle hver især have en kage med, og gårdmandsbørnene tillige fløde. Vi måtte gerne klæde os ud, så det var der en del, der gjorde. Jeg mindes et år, det var blevet snestorm, da vi skulle hjem. Det var en streng tur; det røg og føg, og vi børn, der skulle samme vej, holdt hinanden i hænderne for ikke at blive væk. Det var tillige buldermørkt. Da vi kom hjem, blev vi tøet op og kom i vores forældres varme senge.

Til jul bagte Mor mange småkager: Jødekager, vaniljekranse, brunkager, klejner samt pebernødder. Der skulle mange til, da vi fik, hvad vi kunne spise. Juleaften fik vi flæske- eller ribbensteg og bagt æblekage. Alt dette fik hun tid til efter sit arbejde. Mor malkede to gange om dagen 20-22 køer med håndkraft, det tog et par timer hver gang.

Juletræet var pyntet med net klippet af silkepapir, kræmmerhuse, æbler og appelsiner. Man kunne købe sukkerfigurer med påklistret glansbillede, som blev hængt på træet. Senere fik vi appelsiner, figner og nødder. Far knækkede nødderne og fordelte til os alle. Han elskede dem selv, så der røg en ned ind imellem. Senere fik vi kaffe og kager. Af gaver fik vi hver to, en fra mormor og en fra vore forældre. Vi gik rundt om træet og sang alle de gamle salmer, vi havde lært i skolen, Far sang meget smukt, Mor meget dårligt. Vi børn slægtede nok mor på. Far sang ’Stille Nacht’ på tysk. Jeg mindes ham, når jeg hører den i radioen i julen. Far der ellers var meget udadvendt blev stille om julen. Mor fortalte os børn, at han tænkte meget på sin familie i Tyskland. Han kom fra Zwickau i Sachsen, senere Østtyskland. Familien var blevet meget fattige efter 1. Verdenskrig og udmagrede af mangel på føde. Vi sendte pakker med rugbrød og forskelligt derned, også penge.

Vi klarede os godt, da vi boede på landet og havde en stor have med mange grønsager. En gang om ugen fik vi ’søbemad’; grøn- og hvidkålssuppe, sulevælling, og suppe, og der var en masse grønsager i. Vi var jo otte mennesker til bords dagligt. Vi fik al den mælk, vi havde brug for, og vi havde også høns og æg. Det var værre i byerne hvor der var arbejdsløshed og fattigdom. Om vinteren fik vi kørt et stort læs kvas og et læs kævler hjem. Når dagene længes, stod vore forældre og savede brænde hver aften. Vi store børn huggede kvas om dagen, når vi havde tid. Det blev stablet og stod og tørrede hele sommeren, kom ind om efteråret, og så havde vi brændsel hele vinteren.

Vi kom ud at tjene, når vi var konfirmeret, inden da var jeg barnepige hos inspektør Funder, der boede i en fløj af Åstrup slot. Det var et lille slot, som kongen havde givet sin veninde grevinde Dannemand. Alle havde lov at gå i parken, hvis de holdt sig til havegangene. Der var en lang kastaniealle, som mundede ud i dyrehaven, og alt var dengang meget velholdt. Jeg har været der på mine gamle dage, hvor der så rædsomt ud. Alt er groet til, og kastaniealleen var livsfarlig at gå igennem, og voldgravene helt udtørrede. I mange år har slottet været kloster for ugifte officersdøtre og adelige damer. Der var ikke råd til at vedligeholde det, siges der.

Dengang fiskede vi i åen, samlede nødder i skoven og rendte rundt på gården. Inge, forpagterens datter, skulle fodre høns, ænder og gæs. En vintersøndag kom hun og hentede os. Der var en andedam, som var ret dyb, og den var tilfrosset, men der blev slået hul til ænder og gæs. Inger sagde, at isen kunne bære, så hun ville trække os på en kælk. Men vi var for tunge og gik gennem isen. Vi gik i kostalden og blev tørret. Et under, at vi ikke blev syge, for vi var bange for at gå hjem og fortælle, hvor dumme vi havde været.
 

    Emma og Karl 1963

 

Hermed slutter Annas barndomserindringer. Barndommen sluttede jo, når man kom ud at tjene omkring konfirmationen. Hendes far, Karl, arbejdede senere som tækkemand og som skovarbejder i Bjergskoven omkring Vester Såby. Han arbejdede i skoven, til han var 72 år.  Han døde knap 95 år gammel.

Artiklen er baseret på Annas nedskrevne erindringer om barndommen med tilføjelser fra hendes søn, Kurt Kobæk Larsen, og hendes niece Silvana Adam, og den kan læses i Egnshistorisk Nyt 2012-2 fra Egnshistorisk Forening i Gundsø.

 

 
 
til top

 

 

 

 
Tip:
Du kan tage på 'guidet rundtur'
i Herringløse ved at benytte punktet 'Kort' i hovedmenuen.
Vælg 'Herringløse bykort' og klik på huse, gårde eller gadekær for at få en bid af stedets historie.
 
Ønsker du informationer om et enkelt hus eller en gård, kan du
gå via sidens 'Vejviser'.
      Forside  -  Kontakt  -  Nyt  -  Søg i index  -  Links  -  Om siden  -  Til top