HH-lokalhistorie
    
§ Artikler
§ Kort
§ Vejviser

© Ulla Bech    

  Artikeloversigt  -  Nyeste artikel  
 

Historier herfra

Om udvikling i landsbyerne og lokale erhverv

- baggrund for artiklen:
Dagbladet Roskilde Tidende d. 18. juli 2007:  Fra fæstebønder til husmænd, interview ved journalist Lars Kimer.

Reformer i landbruget

I forbindelse med Reformationen i 1500-tallet overtog Kongen store jordbesiddelser fra de katolske bisper og senere også klosterjorden. Kongen blev landets største jordbesidder. Meget af dette 'Krongods' blev dog afhændet i de næste to århundreder bl.a. for at betale krigsgæld og tilvejebringe nye midler til statens driftsbudget. For landsbyen Herringløses vedkommende kom de fleste af gårdene på en eller anden måde oprindeligt fra Kongens besiddelser. Men i løbet af 1700-tallet kom de sidste gårde på private hænder, og jorden var da fordelt mellem 5 godsejere: Vartov Hospital, Københavns Magistrat (Bidstrup), Københavns Universitetet, Edelgave Gods og Cathrineberg Gods. I de øvrige Gundsølandsbyer var der andre men lignende mønstre, der tegnede sig, og f.eks. hørte en del af gårdene der til Domkirken og klostre i Roskilde.

Det var ved sådanne godser den mandlige del af befolkningen tjente under 'stavnsbåndet', som blev indført for, at godsejerne kunne regne med en stabil gruppe af landarbejdere til godsets drift, og som modydelse påtog godserne sig administrerende opgaver så som indkaldelser til militæret, skatteinddrivninger  m.v.  Senere flyttedes disse ansvarsområder til amtet, og gods-ejerne mistede en del af det faste greb om landbefolkningen. Stavnsbåndet blev afløst af et andet bånd - pligten til at bære amtspas, når man forlod hjemstavnen, hvilket man naturligvis skulle indhente tilladelse til.

Det var på dette tidspunkt, at de store reformer i landbruget indtraf. Man gik bort fra bøndernes dyrkningsfællesskab, og udskiftede landbrugsjorden, så de tidligere mange spredte agre blev til samlede dyrkningsarealer under hver gård. Det blev muligt for de heldigste af bønderne at erhverve gården - få selveje, og hoveriet blev langsomt afskaffet. Det blev nu pludseligt muligt at forbedre udbyttet mærkbart og at spare op i sin ejendom og derved ikke blot forbedre egne men også kommende generationers levevilkår.

til top

Lønnet arbejde - også til kvinderne
 

I løbet af 1800-tallet, hvor mange gårdmænd efterhånden kom til at eje egen gård, gik gårdene fra at være små selvforsynende enheder til at koncentrere indsatsen omkring selve landbruget og tilkøbe sig flere og andre tjenesteydelser udefra. Derved opstod små selvstændige erhverv, som også havde til huse i landsbyen. Det var fremstilling af forskellige redskaber til landbrug og husholdning hos snedkere og trædrejere. Det var brygning af forskellige øltyper, og gærfremstilling med forhandling af gær hos gærkræmmeren. Bagning blev udført i bagerier ofte tilknyttet den lokale mølle, og slagtning foretog slagteren. Ægsamleren og hønsekræmmeren samlede æg ind i de små husholdninger og fra gårdene og solgte dem videre i nærmeste by, og høns og ænder blev slagtet og plukket og fra finere fugle f.eks. fasaner og kalkuner blev fjerene videresolgt til hattemagere i storbyen. Der var også træskomagere, kludeskomagere, kurveflettere og børstenbindere.

Samtidigt med at man oparbejdede økonomisk overskud på gårdene, fik gårdkonerne piger til hjælp i det trivielle arbejde, fik råd til personligt pynt og tid til at 'slappe af' med håndarbejde af og til. Derfor blev Hedebosyning i større stil mulig og en eftertragtet handelsvare for nogle. Hedebosøm blev sat på pudevår, skjorter og særke og på pyntede duge, der blev anbragt på udvalgte steder i hjemmet. Også enlige kvinder og enker kunne ernære sig ved denne fremstilling. I de fleste tilfælde blev syningen ud-ført om dagen, for om aftenen var kvinderne for trætte til at tælle tråde, og der var ikke nok lys i stuerne. Egnsdragten til kvinder i Gundsø, som fik den sirligt ornamenterede sølv- eller guldnakke i kvindehuen, må også have taget lang tid at fremstille - og krævet stor ekspertise. Denne særlige hue ses på fotos af de fornemme fruentimmere fra egnen helt op i starten af 1900-tallet. De dygtige syersker var efterspurgte, og deres indtægter var gode. Sammenlignet med en fisker kunne de nemt tjene det dobbelte.

I den feminine ende kom også til tekstilfremstilling ydelser som garnfarvning, spinding, og strikning. Kvinderne lavede også mad som kogekoner eller holdt hus for enkemænd. De gjorde rent, malkede køer og var ammer eller vågekoner. Der var altså efterhånden flere forskellige lønnede jobs, som kvinderne i landsbyen kunne ernære sig ved. Men det var også nødvendigt, når de blev enker, eller hvis de aldrig blev gift og kunne få underhold via ægteskabet.

Henimod slutningen af 1800-tallet slog andelstanken igennem og det udmøntede sig i store dele af landet ved etableringen af fælles mejerier på andelsbasis. Næsten hvert sogn havde sit eget mejeri. I Storkøbenhavn blev de fleste mejerier dog privatejede.

De første mejerier ansatte i stor stil mejersker. Det var kvinderne, som besad viden om forarbejdning af mælken. Senere ansatte man helst mænd som mejeribestyrere, men da helst hvis de var gift med en mejerske. Mændene blev nemlig ansat på baggrund af deres indsigt i maskineriet, der nu vandt indpas i mejerierne.

I Marbjerg, som var en del af Hvedstrup-Fløng sognekommune, oprettede en kvinde en 'mælkeriskole' for piger, der ville uddanne sig til mejersker. Disse piger kunne være ubemidlede og skulle så bidrage til deres eget underhold på skolen ved at hjælpe til ved forefaldende arbejde bl. a. malkning på den tilhørende gård, der ejedes af fruens ægtemand.
 
Brokilde Mejeri i Store Valby i Ågerup sogn blev oprettet som et andelsmejeri.  Også her var den første mejeri-bestyrer en dame.

Mejerske ved smør-æltebordet

Til rækken af jobs, som kvinder kunne betjene uden for hjemmet, kom også ansættelser som lærerinder eller telefonistinder. Lærerinderne fik dog ikke samme løn som deres mandlige kolleger, for de skulle jo ikke forsørge en familie, hed begrundelsen. Men de enlige mænd fik ikke af den grund kvindernes lønsats. Og mens kvinderne sagtens kunne blive telefonistinder, hvis blot ikke de giftede sig, så kneb det gevaldigt med at få stillingen som bestyrer af en telefoncentral. Man skulle nemlig indgå en forpagtningskontrakt med økonomisk ansvar, og det var der ikke mange kvinder, der kunne stille sikkerhed for. Vilkårene blev dog efterhånden bedret sådan, at kvinderne, som arbejdede på centralen, dels kunne beholde jobbet efter at være indtrådt i et ægteskab, og dels kunne de som enker komme i betragtning til en bestyrerstilling. Denne udvikling skete sikkert efter at flere telefonistinder havde overlevet deres mænd i denne stilling. 

På en telefoncentral kunne der være en del kvinder tilknyttet den daglige drift. Naturligvis især til sidst da telefonen blev hvermandseje. Da var det faktisk fra kvindernes side med et vist vemod, man sagde farvel til de manuelt betjente telefoncentraler så sent som i 1970, for der forsvandt en god kvindearbejdsplads, som tilbød jobs til kvinder uden forudgående langvarig uddannelse.

 til top

Landsbyerne idag
 
I dag er mange af de gamle erhverv i landsbyerne forsvundet. En del af de manuelle funktioner er i sagens natur nu overtaget af maskiner eller elektroniske dimser. Flere og flere mennesker finder deres job inden for serviceerhvervene og arbejder ikke lokalt. Men de mindre landsbysamfund i Gundsø er siden 1960'erne igen blevet attraktive for tilflyttende 'Københavnere' som bosted. Fra dette tidspunkt er parcelhuskvarterer skudt op flere steder. Fjorden og det åbne lands smukke landskaber tiltrækker, ligesom de mindre og mere overskuelige forhold i skoler og børneinstitutioner. Den nye befolkningsgruppe har forsøgt at blande sig med den 'oprindelige' landbefolkning. Det har ikke altid været lige nemt. I gruppen af tilflyttere er både kvinder og mænd udearbejdende og ofte relativt højtuddannede, og de pendler frem og tilbage fra hovedsagelig København hver dag. Der er tale om en ny kultur. Man er og bliver 'tilflyttere'.

Andelen af 'oprindelige' borgere er dog nogle steder skrumpet voldsomt ind, efter at huspriserne i en årrække tog himmelflugt, og mange lokalt barnefødte ikke længere havde råd til at købe bolig på hjemegnen. Derved blev det oprindelige sociale fællesskab i de små landsbyer ændret så markant, at  man ikke længere kan tale om et fællesskab i gammeldags forstand med vedligeholdelse af et tæt socialt netværk, men snarere et interessefællesskab, hvor man samles om aktiviteter, man selv eller ens familie har direkte interesse i. Når behovet så ikke længere er tilstede, dropper man ud. Fællesskabet erstattes langsomt af det moderne begreb 'networking', som storbymenneskerne har tillært sig. Og i de moderne netværk er der større masker, som ikke er beregnet på at samle dem op, der er snublet i tilværelsen.

Det landsbymæssige fællesskab, som tidligere gav en vis social tryghed for den enkelte i det gamle bondesamfund, er i dag blevet erstattet af det demokratiske samfunds statsautoriserede sociale netværk. Det er dermed en bevidst medmenneskelig indsats fra det enkelte menneske overfor naboen, kollegaen eller 'næsten', som kan skabe et netværk med tryghed også for de enlige eller de ældre og for syge, udstødte eller skæve eksistenser; noget som ellers er ved at forsvinde helt.  Der er ikke så mange adfærdsstyrende mekanismer i lokalsamfundet tilbage, som sikrer, at der er omsorg for alle. Enhver er sin egen lykkes smed - i hvert fald et godt stykke hen ad vejen. Til gengæld er der heller ikke så mange snærende bånd, der begrænser folks udfoldelse, der holder folk nede  - eller tilbage -  eller fastlåst i bestemte roller - og det hører jo også med til billedet af den såkaldte 'landsbyidyl' fra forrige generation eller tidligere.  Man skulle kende sin plads i hakkeordenen, høj som lav, og der var flest af de pladser til de lave.


til top

Om artiklen:
Dette var Ulla Bechs fortælling, som dannede baggrund for den fjerde artikel i serien 'Historier herfra', en artikelserie, hvor med-lemmer af Egnshistorisk Forening i Gundsø fortæller om deres specialer og om steder i Gundsø.

Ulla Bech:
"Min interesse for lokalområdets historie startede egentlig, da jeg efter en af Egnshistorisk Forenings rundture i en af vore landsbyer,  bagefter blev kontaktet af en af arrangørerne, som spurgte mig, om ikke jeg ville lave en lignende rundtur i landsbyen, hvor jeg nu boede. Jeg tænkte at med et program i hånden fra Egnshistorisk Forening – en tur-folder eller lignende, så skulle det vel nok være en sag, jeg kunne klare - og accepterede uden skrupler. Bagefter måtte jeg så erfare, at jeg altså selv skulle lave research'en - der var ingen folder. Så det var bare på med vanten!
Jeg har siden lidt efter lidt opbygget min viden om lokalhistorien i området - dels gennem interviews med ældre lokale borgere og dels gennem arkivbesøg i København. Jeg har mest interesseret mig for perioden omkring år 1800, hvor man i landsbyerne i hele Danmark påbegyndte en 'udskiftning' af agerjorden i forbindelse med en omlægning af skattesystemet. På dette tidspunkt var skat nemlig hovedsagelig baseret på afgifter af jorden. Det var en begivenhedsrig periode både årtierne op til og efter dette århundredeskifte med mange forandringer for befolkningen på landet." 

til top
  

 

 
Tip:
Du kan i denne artikel læse om:
 
Vil du mere i dybden med nogle af emnerne, kan du læse videre her:
- Baggrunden for udskiftning
- Herringløses 5 godsejere
- Mejerier i Gundsø
- Telefoncentraler i Gundsø

 

      Forside  -  Kontakt  -  Nyt  -  Søg i index  -  Links  -  Om siden  -  Til top