HH-lokalhistorie
    
§ Artikler
§ Kort
§ Vejviser

© Ulla Bech    

  Artikeloversigt  -  Nyeste artikel  
 

Sommerdage på Korskærgård

Om artiklen:
Siden er opsat af Ulla Bech i 2010 på baggrund af erindringer fra Jens Otto Pedersen, som i sin barndoms ferier i 1950'erne kom på morforældrenes gård, Korskærgård i Herringløse. 

Nedenstående afsnit er del-1 ud af  5. De øvrige 4 dele kan nås via links i bunden af siden.

 

På fribillet til Paradis

Min barndoms sommerferier tilbragte jeg i de dejligste landlige omgivelser på min morfar og mormors gård i Herringløse. Jeg var en ud af fire brødre, og familiebesøgene på Korskærgård så vi drenge altid frem til med glæde. Her var mange dyr: Køer og kalve, heste, grise, ænder, høns og kyllinger, gårdkatte og hund, og her var masser af plads omkring gården til at boltre sig på. Og så var børn meget velkomne!  Vi kunne færdes overalt, der blev lyttet til os, når vi talte, og ofte spillede de voksne bold med os i ’vænget’, en lille mark lige ved gården, når dagens arbejde var slut.



Luftfoto af Korskærgård i Herringløse set fra syd.
 

Vi børn tog til Korskærgård, så snart vi havde lidt ferie fra skolen. I efterkrigsårene gav DSB hvert år i forbindelse med sommerferien en fribillet til hver elev, og vor billet lød næsten altid på Sorø – Roskilde og retur. Så dels kom vi med tog og rutebil, men det hændte også ofte, at vi cyklede hjemme fra Sorø til Herringløse. Og morfar og mormor glædede sig lige så meget som os til ferierne. Kom vi på cykel, ofte med en pause i Osted hos Moster Karen og Onkel Tage på Osted Mejeri, cyklede en eller flere af de voksne fra gården os i møde, hvorefter vi fulgtes ad til Herringløse - ferieparadiset.

Min mormor og morfar, Anna Boline og Jens Peter Pedersen, havde fået fire børn - alle piger: Karen, ’Gethe’ (Inger Margrethe), Jenny og Esther. De var vokset op på gården og senere, da de blev unge, tjente de ’i huset’ forskellige steder i København. Men mens min mor og moster Karen blev gift og således selv fik familie, forblev Gethe og Esther ugifte og vendte tilbage til Korskærgård, hvor de arbejdede sammen med forældrene. Esther hovedsagelig med gårdens drift sammen med Jens Peter, og Gethe hovedsagelig ’i huset’, d.v.s. i køkken og have og med fjerkræet, sammen med Anna. Vore to mostre var derfor også et væsentligt indslag i dagligdagen i vores glade ferier.

til top
 

En dreng for enden af tøjret

Når jeg og en eller flere af mine brødre var på ophold her, deltog vi i de forskellige praktiske gøremål. Vi bad f.eks. – som regel – om at blive vækket, så vi kunne være til stede ved morgenmalkningen, dvs. ca. 06:30. Vort job bestod mest af at bære mælken ud til jungerne og hælde den gennem sien, men vi har da også prøvet at malke, dog uden større håndelag. Malkningen blev varetaget af Gethe og Esther.

Antallet af køer var normalt 12-16, som i sommerperioden blev koblet sammen tre og tre efter morgenmalkningen og derefter ført ud til græsmarken ad den asfalterede vej mod Sengeløse. På marken blev hver enkelt ko tøjret, så den kunne græsse indenfor en radius af 5-7 meter fra tøjrpælen. En gang om dagen blev køerne flyttet, så de kunne græsse et nyt sted, og om eftermiddagen blev de så hentet hjem til stalden på samme måde, som de om morgenen kom på græs. Det var igen Esther og Gethe, som stod for malkningen.

Mælken fra aften- og morgenmalkningen blev i junger stillet på en platform ved Sengeløsevej, hvor mejeriet så hentede den til videre forarbejdning. Samme formiddag blev jungerne returneret til platformen, eventuelt med f.eks. bestilt ’valle’, som blev brugt til grisene sammen med ’skrå’ (groft malet korn).

 

Gethe og Esther med malkespand
            Gethe og Esther med malkespande.

Som regel blev der hvert år avlet 3-5 kalve. For os var det en noget speciel oplevelse at se dyrlægen inseminere en ko, som var ’tyregal’. Dyrlægen trak en tynd gummihandske på sin ene arm, handsken gik helt op til hans skulder. Gummihandsken blev vædet, og så stoppede han forsigtigt den handskebeklædte arm langt ind i koens ’røvhul’, mens han samtidig førte noget der lignede et tyndt metalrør ind i koens kønsåbning og sprøjtede tyresæden ind. Så var koen befrugtet. Efterhånden som kalvene var blevet store nok, blev de tøjret hjemme ved gården, og når de blev større (kvier), blev de flyttet til engen 3 km fra gården. At flytte kalve var et ’cirkus’, som vi deltog i. Der var megen energi i sådanne kalve, og når de opdagede, at der kun var en dreng i den anden ende af tøjret, gik den vilde jagt. Morfar bare grinede, når han så os unger bene det bedste, vi havde lært, for at holde fast i vor ende af tøjret.

Ude i engen stod et cementkar, hvor kalve og kvier kunne drikke vand, så et par gange om ugen cyklede vi derud og trak vand fra mosehullet op i karret med en spand. På engen gik kalve og kvier frit. Vi satte cyklerne ved markvejen og skulle så forcere engen diagonalt. Vi gik ved siden af morfar, men skulede alligevel bagud på de kalve og kvier, som trolig fulgte os på et par meters afstand. Morfar havde mange gange sagt, at vi blot skulle lade som ingenting og gå videre sammen med ham; men en dag blev det alligevel for meget, og jeg begyndte at løbe væk fra kalve og kvier, og da jeg løb, løb de også, men nu efter mig. Det lykkedes mig at slippe uden for hegnet, hvorefter jeg gik langs med hegnet, men på ydersiden, ned til cementkaret – og morfar grinede og bemærkede, at han havde jo sagt, at vi blot skulle gå stille og roligt ved siden af ham.
 

Kvier trækkes på græs
Kvierne trækkes på græs.
 
 

Over årene skete der selvfølgelig forandringer. Bl.a. blev elektriske hegn indført, og det blev indrettet sådan, at køerne selv kunne gå fra stalden ud i marken. Dermed slap vi også for at tøjre og flytte dem. Der blev også installeret malkemaskine, så også dette arbejde blev lettere. Rengøring af spande, slanger og andet udstyr med vand tilsat klor blev også en af vore opgaver.

På loftet over kostalden havde vi halmballer. Med mellemrum blev fodergangen foran køerne fyldt med halm fra loftet, og det var et af vore gøremål. Efter at have langet halmballer ned gennem hullet til loftet og siden stablet dem i den ene ende af fodergangen med en kortskaftet høtyv med blankslidt skaft (dejlig at røre ved), syntes jeg, at jeg havde udført en god indsats og ville ligesom markere det med et 'SÅDAN' efterfulgt af at stikke høtyven ned i gulvet (i den ende stampet jord). Den ene gren på høtyven gik bare ikke ned i jordgulvet, men gennem gummistøvlen og storetåen på min venstre fod. Så vidt jeg husker, blev foden badet i en kloraminopløsning, og så skete der vist ikke mere.

Ærlighed og åbenhed var vigtige karaktertræk ved Korskærgård. Engang var jeg kommet uheldigt af sted og havde knækket en gren af på en greb. Jeg stillede den et sted, hvor den ikke faldt i øjnene – så kunne den mistede gren eller tand på greben måske skyldes en tilfældighed eller bare blive fortiet. Men sådan gik det selvfølgelig ikke. Esther opdagede kort efter den defekte greb, og spurgte meget direkte, hvem der havde stillet den til side. Jeg måtte jo bekende min skyld, men i stedet for en ’skideballe’ blev der sagt, at selvfølgelig kunne uheld ikke undgås, men det var vigtigt ikke at forsøge at skjule dem, for så blev mangelen jo først opdaget, når der var virkelig brug for redskabet, og man måske ikke havde lejlighed til at skaffe et nyt. Derfor hellere meddele det med det samme, så man kunne gøre noget ved det i tide.
 

 Klik her og læs videre   w

Læs mere af historien her:

- Del-1:  Sommerdage på Korskærgård (denne side)
- Del-2:  Hestekræfter i ornemandens bil (næste)
- Del-3:  Pige bag ploven  
- Del-4:  Spisetid - og så ’en halv morfar’
- Del-5:  Andesteg til jul  
 

til top
 

 

 

 
Tip:
Vil du vide mere om Korskærgård, kan du evt. også kigge på de basisoplysninger, der knytter sig til ejendommen på Sengeløsevej 6, Matr. nr. 21a  (gårdens matrikel). 

Slå vejnavnet op under hoved-menuens vejviser og find:

'Matriklens side'

 

      Forside  -  Kontakt  -  Nyt  -  Søg i index  -  Links  -  Om siden  -  Til top