Om hør og hørsvingere
Hør = Linum usitatissimum, 30 -
60 cm høj plante med store lyseblå eller hvide
blomster.
Bestemmelser for høravlen findes
i mange bylove, f.eks. 1592 for Agerskov:
"Hørren skal holdes fast og
stærk, forsvarligt indhegnet" - videre: "ingen
må ruske hør før alle er enige derom" -
(
"Ruske" = trække planterne op )
Før og under enevælden søgte
regeringen med forordninger at støtte og udvide
avlen. Christian d. 4. lod hente frø fra Riga til
fordeling blandt sjællandske og skånske bønder,
ansatte målere og vragere til at kontrollere
hørhandelen, og pålagde købmændene at føre godt frø.
For at mindske den dyre import af oliefrø som
anvendtes til sæbe, bestemtes i 1687 at mindst en
fjerdedel af bymarkerne skulle tilsåes med hør, hamp
og raps.
1748 opfordrer regeringen til
mere omhu med heglingen for at højne kvaliteten da
den importerede vare er bedre. Der oprettes
hegleskoler og væverier rundt i landet, og udstedes
importforbud for udenlandske hegler der var bedre
end de danske, men ikke før 1786 konstrueredes et
brugbart apparat.
På "Lykkenssæde" under
Brahetrolleborg og andre steder i landet, dannedes
Høravlingsskoler, som modtog unge mennesker til en
4-5 årig uddannelse i hør- og hampeavl. Produktionen
af hørgarn, lærred og linolie var omkring år 1800 af
største vigtighed for landet, men avlen var for
lille og kvaliteten for ringe, så import var stadig
nødvendig.
Høravlingsskolerne udsendte nu "Hørsvingere"
der efter hollandske metoder skulle udbrede læren om
rigtig hør-beredning.
Gårdenes udsæd med hør var temmelig
stort, der skulle avles til børnenes udstyr, og en
del af tjenestefolkenes løn betaltes med lærred,
eller de fik sået en portion frø i husbondens mark.
|
 |
For at få hørrens taver
frigjort, blev stænglerne
bearbejdet på en såkaldt "bryde". At
bryde kald-
tes også at "brage".
På den viste bryde er
kæberne zigzagformede,
men i nogen landsdele kunne de være
glatte.
(Billede fra Ole Højrup:
"Landbokvinden".
|
I Landhusholdningsselskabets årsberetning 1850
hedder det, at "den danske linnedhusflid ikke kan
konkurrere med fabriksvævet linned fra udlandet, der
både er bedre og billigere, den hjemlige produktion
må derfor toldbeskyttes". - Det gik stille og roligt
tilbage for produktionen som dog fik en lille
opblomstring under første og anden verdenskrig, da
importen svigtede.
Læs mere detaljeret i:
V. J. Brøndegaard:
"Folk og Flora" bind 2. og
Ole Højrup: "Landbokvinden"
|
