Stedets historie

Præstegården, Kirken og tilhørende jord og afgifter

Præstegården lå tidligere, hvor nu parkeringspladsen foran kirken er. Den lå så tæt op ad kirkemuren, at der knap var passage. Det høje asketræ ved parkeringspladsen markerede sammen med et andet træ indkørselen til den gamle præstegård. Gadekæret var meget større den gang og gik næsten op til præstegården. I 1906 opførtes den nye præstegård.

Præstegården var den største gård i Hvedstrup. Ud over den jord, der direkte hørte under matr. nr. 1, var der også tillagt 3 mensalgårde. Tilsammen dækkede de over halvdelen af Hvedstrups opdyrkede jord.

I flg. tingbogen hørte gårdene matr. 2, 3 og 4 og husene matr. 10-16 under præsteembedet, hvorimod matr. nr. 5 hørte under selve kirken (til dens vedligeholdelse). Derudover var der jo til både præst og kirke tiende-indtægter, som i en årrække blev opkrævet af gårdmanden på matr. 8 Lindegården - den var 'Tiendegård' og dermed selv afgiftsfri. Kongetienden, tidligere bispetienden, tilhørte Københavns Universitet.

Matr. 3 og 4 omtales i tingbogen som 'mensalgårde'. I flg. Severin Stern (1838) havde den tredie mensalgård været nedlagt i umindelige tider. Selve gårdbygningen kan have ligget hvor matr. nr. 10-15 nu er, på 'Øgårdsstræde' (uvist af hvilken grund har strædet ikke bevaret sit navn, da vejene i sognet blev navngivet/ændret i tiden omkring Gundsø kommunes oprettelse). Husparcellerne på Øgårdsstræde hørte jo også under Præsteembedet.

Øgård må betyde Ødegård. Der er ingen gårdbygninger i strædet, og ingen gård med dette navn i byen. Ødegårde har der jo været en del af efter pestepedemier og 1600-tallets krige med svenskernes hærgen. I beskrivelser fra Bidstrup gods' historie hedder det f.eks., at fra 'Jens Nielsens gård' i Hvedstrup var en del af tømmeret ført til svenskelejren i Brønshøj og en del til Roskilde. De forladte gårde stod i den grad i forfald, at det ved lov i 1702 blev forbudt at tvinge unge karle til at fæste en sådan ruin.

Erstatning af den gamle præstegård 1906

Den gamle præstegård, 'bindingsværks-idyllen', havde siden reformationen ligget på det samme sted med vestlængen klos op ad kirkemuren. Det lå her omgivet af mægtige elme- og asketræer med kirken til den ene side og gadekæret næsten op til kørevejen ved dens fødder. Den har taget sig godt ud i tidligere tider med sin placering og sine ialt 7 skorstene, der dog ikke viste sig i samme linie på grund af bygningernes forskellige højde.

I sine sidste år skulle man ikke særlig tæt på for at se dens brøstfældigheder. En tidligere kusk i præstegården har fortalt, hvordan taget i stormvejr kunne bølge op og ned som et lagen; da måtte alle folk på benene og forsynes med stiger, harver, vognhjul og lignende, der blev lagt på de mest tyndslidte steder, indtil stormdagene var forbi.

Ved et tilsyn i 1906 af sognets første menighedsråd blev præstegården erklæret uegnet til beboelse, og Provst Elmquist byggede så den nuværende præstegård, der må have forekommet bønderne som et palæ. For at skaffe penge blev store dele af præstegårdens jord bortsolgt ved auktion i 1906; ca. 28 tdr. land agerjord og 8tdr. land mose. Tømrermester Ole Nielsen, Herringløse, havde fået overdraget alt tømrer- og snedkerarbejde.

Kraftige mursten fra den gamle præstegård og egetræs -bjælker til bindingsværket er i sin tid blevet anvendt ved bygning af udlængerne ved huset på Hvedstrupvej 17 (Ingrid Nielsens hus).
 

Præstefamilier i Hvedstrup Præstegård

I tidens løb har der til præstegården været knyttet mange præstefamilier, og dem er der blevet berettet om ved flere lejligheder.

Læs f.eks. Natalie Zahles bardomserindringer Hjemme i Hvedstrup,
et uddrag fra Preben Hansens artikel i Egnhistorisk Forenings årsskrift 1989,

eller om pastor Nissens transportmidler i 1900-tallets første halvdel:
I jumbe og Ford-T - med pastor Nissen på køretur, med uddrag fra Erik Nissens artikel i Egnshistorisk Nyt 1984-8.