© Ulla Bech    

   
 

Stedets historie

Hvedstrupvej 54 - matr. nr. 03a
 

Mensalgods

Thorbjerggård var en del af præsteembedets  'mensalgods'. Til præstekaldet, altså præsten, betaltes hvert år en afgift på 26 tønder byg, der dog afregnedes i penge efter 'capiteltaxt', dvs. officiel takst i forhold til aktuel handelsværdi.
 
 

Kilde: Real-register tingbog, Retsbetjentarkiv Lejre Hrd., Landsarkivet for Sjælland.
 

 
 

Laurits Albrektsens Thorbjerggård

Laurits Albrektsen, som var med til at skabe mindestenen for befrielsen 1945 på Genforeningspladsen i Hvedstrup, var gårdejer på Thorbjerggård 1938-82. Gården er opkaldt efter Torbjerg, som er det bakkedrag, hvorpå gården er beliggende idag, og som falder imod vest ned til skellet mod Aagerup sogn.

Laurits kom i 1938 til Hvedstrup for at overtage sine morforældres gård, som i en årrække var blevet drevet af en morbror. Mormoren var Kirsten Ludvigsen, født på gården 24/5-1860. Gården lå den gang mellem Hvedshøjgård og kirken og var en stråtækket firelænget gård. Bygningerne var gamle og ikke særligt rummelige. Der var plads til en enkelt række køer i stalden. Andre havde dog to rækker, og på den senere nybyggede Thorbjerggård ude ved Hvedshøj var der hele tre rækker! Matr. 1i var blevet købt fra Præstegårdens matrikel til stakhave og hørte til gården.

Mormoren var blevet forældreløs som ca. 20-årig og 'måtte finde sig en mand'. Ham fandt hun på Rolandsgård. Der var snarere tale om at løse et praktisk problem, end der var tale om kærlighed! Sådan var det ofte den gang; man måtte finde ud af det. Morfaren var Anders Jensen. Først havde bedsteforældrene ingen børn haft i en årrække, men så kom de - ni på stribe. Mormoren var en 'Ludvigsen' - datter af den første selvejer på gården, Hans Ludvigsen, og i familie med Ole Ludvigsen, som faldt i tre-årskrigen 1848-51 og som ses på mindetavlen i kirken.

Der var ingen oplagt arvtager til gården efter bedsteforældrene, da de ville på aftægt. De byggede i 1928 huset overfor Købmandsbutikken på Birkelundsvej for at bo der på deres gamle dage. Laurits var den gang 15 år og var med under byggeriet; han kørte tre læs mursten med hest og vogn fra Hedehusene hver dag. Der kunne være 900 mursten på vognen ad gangen, for den var større end normalt. En morbror Jens, som var tømrer, stod for byggeriet. Mormoren nåede at bo i huset 20 år, inden hun døde i 1949. Så overtog morbror Jens det. Han ejede forøvrigt i nogle år i 1930'erne købmandsbutikken, men solgte den så.

Den ældste bror ud af den store søskendeflok, Hans Christian, overtog på sine søskendes vegne Thorbjerggård og forsøgte at drive den i 10 år. Men en dag ville han ikke køre den videre, hvis ikke han fik tilskud fra sine søskende. Han kunne ikke skabe noget overskud. Laurits, der havde været i lære i landbruget, aftalte med sine forældre, at han skulle gøre et forsøg. Han var da kun 25 år.

Laurits fortæller:

'Jeg havde jo lært at bestille noget. Som helt ung var jeg cyklet til Sønderjylland for at søge plads i landbruget. De manglede unge mænd. Jeg fandt også en gård, hvor jeg blev antaget straks. "Du er vel sulten efter den lange rejse" - blev jeg spurgt af madmor? Jo - og jeg var også helt udkørt af cykelturen. Men jeg tænkte mit, da jeg på væggene så portrætter af Bismarck og Hitler! Jeg kendte jo godt Sønderjyllands historie og havde fulgt med i bladene fra  "Det Unge Grænseværn" ved Valdemar Hansen. Og  jeg havde bundet mig til pladsen for et år, som det var normalt i denne egn mod normalt 1/2 år på Sjælland. Jeg måtte vel holde det ud, tænkte jeg, og ikke løbe i utide. Der lærte jeg at tage fat.

Da der blev holdt familieråd om Thorbjerggårds fremtid, turde jeg derfor godt forsøge. Jeg havde ellers et ikke alt for godt forhold til min far - men jeg sagde til mine forældre, at hvis de ville undlade at slå hånden af mig, så ville jeg gøre, hvad jeg kunne. Jeg startede med en karl og en husbestyrerinde. Den gang var der 76 tdr. land til gården, og de 46 var opdyrket. Imidlertid var Københavns vandforsyning i 1935 jo begyndt at udvinde vand herude og grundvandstanden var sænket så meget, at engen mod Soderup pludselig kunne dyrkes. Jeg kunne blot sætte ploven i og høstede mange gange normal fold fra denne næringsrige jord.

Det var heste, der trak ploven. Af dem afhang den gang al kørsel og markarbejde, så der skulle passes godt på dem. Først efter Anden Verdenskrig omkring årene 1946-1956 blev traktoren hvermandseje. Vi anskaffede en sådan, fordi udviklingen og økonomien krævede det - bestemt ikke fordi vi syntes, vi havde råd. Men hvor hestespandet før kunne pløje en tdr. land om dagen, kunne traktoren klare ti tdr.eller mere!

Gården brændte 14. juli 1939 - et år efter jeg havde overtaget den. De gamle smalle længer var væk i løbet af en halv time. Køer og heste var heldigvis på marken; 3 kalve, som var taget ind fra stakhaven, gik til. Husbestyrerinden rejste, og jeg flyttede ind på loftet 'under tegltaget' på min mormors hus sammen med karlen, mens byggeriet af den ny gård stod på. Der blev grædt tørre tårer over den brand, for den nye gård blev langt mere rentabel med plads til et større husdyrhold.'

I 1982 solgtes Thorbjerggård til Anders Jensen fra Ganløse. Da han ikke selv skulle bebo gården, kunne Laurits blive boende endnu 9 år, indtil det næste salg. Så flyttede han til Åbakken i Ågerup.

I dag ejes jorden af Ilsøe, som også ejer 'Grynebjerg'.

 

Kilde: Laurits Albrektsen, Ågerup, interviewet af Ulla Bech, Herringløse i april 2002.
 

 
 
 

 

 
Tip:
Hvis du klikker på linket 'Matrik-lens side'  under topbilledet, kan du få andre oplysninger om ejen-dommen:
- Hvem var ejerne?
- Hvem boede der?
- Hvad kan de gamle gamle doku-
  menter fortælle?
- Er der et billede af ejendommen?
- Gemmer stedet på en historie?
 
      Forside  -  Kontakt  -  Nyt  -  Søg i index  -  Links  -  Om siden  -  Til top