© Ulla Bech    

   
 

Stedets historie

Hvedstrupvej 50 - matr. nr. 04a
 

Mensalgods

Hvedshøjgård var en del af præsteembedets  'mensalgods'. Til præstekaldet, altså præsten, betaltes hvert år en afgift på 21 tønder byg, der dog afregnedes i penge efter 'capiteltaxt', dvs. officiel takst i forhold til aktuel handelsværdi.
 
 

Kilde: Real-register tingbog, Retsbetjentarkiv Lejre Hrd., Landsarkivet for Sjælland.
 

 
 

Spøgerier på Hvedshøj
 

Fra Anders Nielsen, som i 1921 var elev på Frederiksborg Højskole, er der overleveret følgende beretninger om Hvedshøj:
 

 
Hvedshøj - klik for at udfolde

Uldkræmmeren

Uden for min hjemby ligger en høj, der hedder Hvedshøj. Om den fortælles det, at den står på gloende pæle Jule- og Nytårs-nat, samt at det hver nat kl. 12 spøger på den.

Således fortælles det, at engang der kom en uldkræmmer dér om natten, kunne han ikke komme længere end op til højen. Her stod han nu og så nogle væsener, der lignede hunde og katte, der for omkring ham og hvæsede og skreg. Da han havde stået der i nogen tid kom der ud af højen en skikkelse, som befalede ham at klæde sig af og lade tøjet ligge. Det ville han jo nødig, for det var om efteråret og meget koldt, men han gjorde det dog. Da han var færdig med at klæde sig af, kunne han gå igen, og således kom han ind til byen, hvor han gik ind på en gård, vækkede folkene og fortalte, hvad der var hændt ham. Her fik han nogle klæder på, mad at spise og lov til at blive resten af natten.

 

Hvor galt det kan gå
 

Om samme høj fortælles det, at da de to bønder, der ejer jorden, hvorpå den ligger, engang var blevet enige om at rydde den og begyndte at grave i den, hørte de en underlig lyd inde fra højen, der lød som en buldren. Det tog de dem imidlertid ikke noget af - men gravede blot videre. De fortsatte nogle dage, men så var det også forbi med at grave i højen.

Nu blev det for alvor galt med den buldrende lyd inde i den, når de arbejdede der om dagen - og om aftenen når de kom hjem, begyndte det at spøge hjemme på gårdene. Skulle de f.eks. ned for at fodre hestene, stod disse og fnøs og skrabede i stenbroen, og der blev smækket med dørene, så karlene til sidst dårligt turde gå gå over gården, når det var mørkt. Kom de i seng kunne de høre nede på loen, at de tærskede med plejl og skar hakkelse. Nu syntes de alligevel, at det blev lidt rigeligt med al det spøgeri, og de begyndte at tabe noget af modet, som ellers havde været højt oppe, da de begyndte. De gravede dog videre et par dage endnu for at se, om det ikke kunne holde op igen. Men det blev værre og værre for hver dag, der gik, og en morgen da de kom ned i stalden lå nogle af deres køer og var døde. Fra den dag gravede de ikke mere i højen.

 

Endnu en historie kan der fortælles om denne høj:

Hønsekræmmeren
 

Der boede en hønsekræmmer i Herringløse, som ligger 1 km fra Hvedstrup, hvor højen ligger. Han kørte til Roskilde to gange om ugen med høns, som han havde købt og slagtet.Hønsekræmmeren skulle tidligt hjemmefra, for han skulle på torvet med sine høns. Han var ellers en flink mand, men bange for spøgeri var han, hvad vi skal se af det efterfølgende.

På turen skulle han forbi Hvedshøj, som han havde meget respekt for. Hver gang han skulle forbi den, når han kørte til Roskilde om natten eller tidligt om morgenen, så råbte han altid: "Vig bort fra mig Satan!" Når han havde råbt det, så rejste han sig op i vognen og piskede løs på hesten for at komme bort, inden troldtøjet kom. Imidlertid opdagede byens karle jo snart, hvorledes det forholdt sig med hønsekræmmeren. og de besluttede sig for at forskrække ham, og det gik til på følgende måde:
 

De stod tidligt op en morgen, hvor de vidste, at hønsekræmmeren kom. De tog en hvid skjorte over hovedet, og i den dragt gik de ud på højen og lagde dem. Det varede heller ikke længe inden hønsekræmmeren kom, og da han havde råbt, som han plejede, fór karlene ned ad højen og ud på vejen. Med de hvide skjorter lignede de jo nogle spøgelser, og herover blev hønsekræmmeren så forskrækket, at han helt glemte at piske på hesten men sad på vognen og rystede af skæk. Karlene kunnne imidlertid ikke lade være med at le ad ham, men så opdagede han jo, hvem det var, og kørte slukøret bort uden at sige et ord.

 

Kilde: Skriftlig overlevering fra Anders Nielsen optegnet i 1921 - findes på Fjordmuseet i Jyllinge.
 

 
 
 

 

 
Tip:
Hvis du klikker på linket 'Matrik-lens side'  under topbilledet, kan du få andre oplysninger om ejen-dommen:
- Hvem var ejerne?
- Hvem boede der?
- Hvad kan de gamle gamle doku-
  menter fortælle?
- Er der et billede af ejendommen?
- Gemmer stedet på en historie?
 
      Forside  -  Kontakt  -  Nyt  -  Søg i index  -  Links  -  Om siden  -  Til top